Knud Madsens erindringer fra besættelsestiden i Stouby og Horsens.

Ja vel er det længe siden, og jeg kan kun fortælle om det, jeg selv som lille dreng så og oplevede. Rygter er der nok af fra den tid, og ikke mindst fra tiden derefter, en historie bliver gerne bedre med tiden.

Det lå i vor tid, at tyskere var et forfærdeligt folk, og mig kunne de let bilde ind, at tyskerne spiste små drenge som mig. Jeg havde en fætter i Horsens, ham besøgte vi med jævne mellemrum, og han fortalte mig om et begreb, husundersøgelse, som betød, at nogle mænd kom ind for at åbne alle skabe og tømme alle skuffer, men hvad de manglede kunne fætteren ikke svare på. Det kom først senere. Min onkel, der ellers var politibetjent, så længe de måtte være det, han var med i en modstandsgruppe. Da de fremmede mænd aldrig fandt det, de ledte efter, så blev de ved med at komme for at åbne skabene. Horsens bar mere præg af at huse fremmede tropper, end Stouby nogen sinde kom til. Missions Hotellet var besat, der var trukket pigtråd, helt ud på fortovet, omkring hotellet, og der var opstillet et skillehus af beton ved indgangen, og her stod en bevæbnet vagtpost og pegede ud gennem et skydeskår med sin riffel, som han bevægede frem og tilbage, det kunne nok skabe en vis respekt hos de forbipasserende, ikke mindst hos mig.

Det var sparetider, rundt omkring kunne man se et rør stikke ud gennem køkkenets trækrude, det var aftræk fra en sparekedel. D.v.s. et lille komfur, hvorpå man kunne koge lidt vand eller lave en varm ret, opfindsomheden kendte næsten ingen grænser. Selvfølgelig var det sparsomt med alt, og der var indført rationering på de fleste dagligvarer, og mange ting kunne man slet ikke få. Den oversøiske tobak kom fra Fyn, og rosiner blev lavet af rabarber, tøj til dem i vor størrelse blev omsyet, som det hed sig, når man fik noget nyt; men vi led ikke den store nød, for vi huskede ikke bedre tider.

Når vi tog en tur til Horsens, var det med bus, rutebil. Her måtte der også spares, benzinen blev brugt andre steder, så drivmidlet var trægas fra en generator, som var anbragt bag på bussen. Lugten eller nærmest stanken i bussen var noget stram, en blanding af løbesod fra generatoren og fra den hjemmeavlede tobak, som blev nydt under turen. Jo Horsens var hårdt ramt.

Anderledes stille var der her i Stouby, ja da lige til vi så en masse soldater komme ude fra sprøjtehuset. De kom marcherende i deres sømbeslåede støvler. Jeg kan ikke huske, om de havde deres skydevåben med. Et par heste trak en såkaldt gullaschkanon, et feltkøkken. Nogle forsatte om i byen, medens nogle flyttede ind på skolen, andre igen beslaglagde kroen, og de sidste flyttede ind på Bøgely, Den store gård på højre hånd lige uden for byen mod Rosenvold. Der var en del helt unge fyre, resten var gamle mænd på alder med min far. Der var ingen, der fornærmede os. Det blev fortalt, at de kom fra Norge og nu var på en slags rekreation, før de skulle videre til østfronten Vi holdt os nærmest hver for sig, men nogle herfra byen kunne lidt tysk, og de fik prøvet deres sprogfærdigheder. Hjemme hos os var der ingen sproglige problemer. En dag far var ved at sætte kartofler, kom der en meget ung soldat ind til far, han havde en pakke tobak med, som han ville sælge til min far. Han skulle lugte til tobakken, og den var billig og god, men far gjorde det helt klar, at han ikke ville handle med soldaten, så efter en kort men heftig snak, måtte soldaten gå med uforrettet sag, til min fars ærgrelse, for han ville jo gerne eje den tobak.

Vi børn løb ofte hen for at se på disse fremmede fyre. Skolestuen var fyldt med halm på gulvet, der skulle soldaterne ligge om natten, det var rolige og fredelige folk, bortset fra den dag, da Hitler fyldte år, for den dag blev fejret i den tyske hær, og det kunne let blive noget støjende for de øvrige lokale beboere.

Vi stod en dag og så på, hvordan soldaterne lavede mad på den her gullaschkanon, der stod omme ved kroen, og det var imponerende mængder, der blev brugt. En hel pakke smør kom der i retten, det gjorde indtryk på os, men hvilken ret det blev til, er stadig uvist.

En dag var de pludselig borte, de skulle videre mod Rusland, og hvis de skulle gå hele vejen, måtte de nok skynde sig, før krigen var forbi.

Efter krigen var der et større oprydningsarbejde, ikke efter udbombede bygninger, men nedbrudt moral. Vor holdning var imod den tyske besættelse, især da de havde erkendt deres nederlag, for under besættelsen var der ikke meget skam i at arbejde for Værnemagten, selv de, der var uden arbejde, de blev sendt ud på Vandel flyveplads for at arbejde på opbygning af en militær lufthavn. For at transportere alle disse arbejdere til Vandel, gik der daglig en rutebil, som vist ingen betalte for. Disse på sin vis uskyldige arbejdere blev efter krigen betegnet som værnemagere, hvilket for manges vedkommende var vildt overdrevet, da de var henvist på grund af manglende arbejde.

Horsens igen: Den 5. maj i 45 var min mor indlagt med lungebetændelse på Horsens Sygehus, og i anledningen af befrielsen ville vi besøge hende. På Søndergade var der fyldt med folk, der kørte lastbiler rundt med folk på ladet, nogle med armbind og skydevåben, andre stod med hænderne i vejret, hvad der forgik, anede jeg ikke, men da jeg så nogle damer blive klippet skaldet ude på gaden, medens de skreg, da kunne jeg se, at det var noget forfærdelig noget, siden fik jeg at vide, at det var damer, der havde en tysk kæreste, men det forstod jeg heller ikke.

Men en ting står ganske tydelig for mig, det var det sug det gav i én , når engelske jagerbombere kom brølende i lav højde. Sådan en måtte det være sjovt at styre. De tyske flyvere gik højt og i store formationer, og de fløj næsten altid mod nord.

April 2010

 

Gengivet med tilladelse fra forfatteren:
Knud Madsen, Borgergade 23, 7140 Stouby